100% Tempranillo fra Artadis egne marker i Rioja. Efter gæring hviler vinen 6 måneder på franske egetræsfade. Vinen står i glasset med en intens rubinrød farve. Duften er domineret af flot moden rød frugt, timian og sort peber. På tungen har vinen den karakteristiske Artadi struktur, hvor en flot ren rød frugt suppleres af en mineralitet der er med til at give vinen et køligt præg og gør at man hele tiden har lyst til en tår mere. Vin bør nydes indenfor 5-6 år fra høst og kan med fordel iltes 1-2 timer før servering ved ca. 16 grader. Et oplagt match til grillet lam, kalv eller gris.
6/6 Vinglas i Politiken
"Mørkrød: meget fin, moden frugt i næsen; fantastisk flot struktur. Smuk rioja på unge stokke til korttidslagring.
Blandt de røde vine kommer vi også helt op at ringe i denne måned, endda på en vin fra et så klassisk område som Rioja. Jeg er miljøskadet i den forstand, at jeg godt kan lide unge vine. Jeg kan ikke se noget forkert i at foretrække enkle, ungdommelige vine med friskhed og ren frugt til en overkommelig pris frem for dyrere og mere 'sofistikerede' vine med omkostningstung fadlagring. I hvert fald ikke, når det gælder lande som Spanien og Italien. Er det en plat smag, jeg har? Måske, men jeg har gennem årene smagt så mange unge fantastiske vine fra tank og senere smagt deres 'storebrødre', som havde tilbragt en vis tid på træ. Det har ofte været skuffende."
- Jørgen Mønster, Politiken, September 2010