Brasilianske Erika Goulart arvede nogle små vinmarker efter sin oldefar, som havde deltaget i et slag ved Mendoza. Som fortjeneste blev han tildelt nogle vinmarker, som efterfølgende røg i glemmebogen. For få år siden fandt Erika skødet på disse vinmarker i sit antikvariat i Buenos Aires, og til hendes store overraskelse viste det sig, at stokkene daterede helt tilbage til 1915. Vingården var næsten total nedløben, men efter en restaurering kan huset prale af en mikroskopisk produktion af vin fra de lavtydende malbecstokke, som til gengæld leverer exceptionelt koncentrerede vine.
Senest er Goulart Reserva 2007 blevet testvinder i Penge & Privatøkonomis Malbec-smagning og yderligere tildelt 90 point i Wine Advocate. Samme blad tildelte deres entry-level vin, Paris Goulart Glam 2007, 88 point. Decanter fremhævede Paris Goulart Reserva 2007 i kategorien "Wines of the Year!" som "Higly recommended", tildelte fire stjerner og placerede den i den argentinske top-tre kategori. I sommeren 2010 rater Decanter så Goularts topvin, Grand Vin, som Argentinas næstbedste malbecvin.
Markerne ligger i Lunlunta, der for nuværende er Mendozas mest kendte sted for produktionen af højkvalitetsvine. Vinmageren er Luis Barraud (der arbejder med Poul Hobbs på det argentinske prestigeprojekt, Viña Cobos, som går for at producere Argentinas bedste vin), der fremstiller husets topvin Goulart Grand Vin (100 % Malbec), hvoraf første årgang i 2005 kunne tælle sølle 1700 flasker. Goularts vine er hyperkoncentrerede, elegante og potente, der giver eftersmag og eftertanke. Vinene kan drikkes nu eller gemmes væk i en årrække.